CN3 styrker sin position på det hollandske marked

Pressemeddelelse: Hollandske Root bliver en del af CN3 og samtidig styrkes den eksisterende hollandske division af CN3. Dermed satser den danske teknologi- og rådgivervirksomhed nu massivt på Benelux via det hollandske marked.

Søborg, den 23. september

Den danske teknologi- og rådgivervirksomhed CN3 udvider nu sine internationale aktiviteter markant med indtræden på det hollandske marked. Med opkøbet af den hollandske virksomhed Root B.V. og styrkelsen af datterselskabet CN3 B.V. tager virksomheden et væsentligt skridt i retning af at styrke digitaliseringen i bygge- og anlægssektoren i Nordeuropa. Root fortsætter sit fokus på byggeriet, mens CN3 B.V. vil fokusere på infrastrukturprojekter.

CN3 er specialiseret i Virtual Design & Construction (VDC) og digitalisering i bygge- og anlægsprojekter. Med fusionen får virksomheden nu adgang til et af Europas mest innovative markeder, Holland, hvor der er stor efterspørgsel på digitale løsninger, der kan effektivisere og styrke sektoren.

”Det hollandske marked er innovativt og har et stort fokus på digitalisering, ligesom det danske. Det passer godt til CN3’s kernekompetencer. Vi er glade for, at Root er kommet ombord, da det åbner op for nye muligheder og samarbejder på tværs i gruppen,” siger Rolf Carlsen, CEO for CN3 Group.

Partnerskab med europæisk slagkraft
Root B.V., med base i Amersfoort nær Utrecht, er en førende hollandsk ingeniør- og konsulentvirksomhed med speciale i data-drevet projektering, LEAN gennemførelse og Systems Engineering. Sammen med CN3 kan de to virksomheder nu påtage sig større og mere komplekse projekter inden for byggeriet, og accelerere igangværende udvikling af egne AI-løsninger indenfor VDC.

For kunderne i Holland betyder samarbejdet større kapacitet, hurtigere udvikling og en bredere løsningspalette baseret på den digitale værktøjskasse. Samtidig fortsætter Root med samme ledelse, medarbejdere og værdier som hidtil.

Datterselskab til store anlægskonstruktioner
Sideløbende med fusionen har CN3 styrket det hollandske datterselskab CN3 B.V., der har fokus på større infrastrukturprojekter i Benelux. Her har virksomheden udnævnt den erfarne ingeniør Jothijs van Gaalen som direktør, der har mangeårig erfaring fra store internationale infrastrukturprojekter, blandt andet Femern Bælt-forbindelsen.

”Vi ønsker at bringe danske digitaliseringskompetencer længere ud, efter at vi de seneste år har arbejdet på mange komplekse infrastrukturprojekter som Femern Bælt, Västlänken og København Syd Station. Med Jothijs i spidsen for vores kontor i Holland får vi en stærk profil, der kan bygge bro mellem dansk innovation og hollandske infrastrukturprojekter,” siger Rolf Carlsen, CEO for CN3 Group og tilføjer, at CN3 B.V. primært skal løfte infrastrukturprojekter i Benelux, mens Root skal fortsætte sit fokus på bygninger.

Med udvidelsen i Holland fortsætter CN3 sin ambitiøse vækststrategi. Virksomheden ser en stor mulighed i Europa for at udnytte data og digitale processer til at bygge mere effektivt og bæredygtigt – et område, hvor dansk know-how kan gøre en forskel.

CN3 styrker sin position på det hollandske marked

Det hollandske marked er innovativt og har et stort fokus på digitalisering, ligesom det danske. Det passer godt til CN3’s kernekompetencer. Vi er glade for, at Root er kommet ombord, da det åbner op for nye muligheder og samarbejder på tværs i gruppen

- Rolf Carlsen

Yderligere information
Jacob Drachmann, CCO & partner: M: 30 73 63 21 / E: jd@cn3.com

Om CN3
CN3 er en innovativ nordeuropæisk teknologi og rådgivervirksomhed i bygge- og anlægsbranchen. Vi kombinerer byggefaglighed med digitale løsninger for at skabe sikker og effektiv gennemførelse af bygge- og anlægsprojekter. Sammen med vores kunder transformerer vi byggeriet til en mere digital, LEAN og bæredygtig branche. Læs mere på cn3.com.

Om Root B.V.
Root B.V., med base i Amersfoort, er en førende hollandsk ingeniør- og konsulentvirksomhed med speciale i data-drevet projektering, Systems Engineering, BIM-koordinering og digitalisering i byggeriet. Læs mere på www.root-bv.nl